Artikler Billeder Forside Føl pics Links Tidl.Nyheder

2 af de hundrede største

 

John Randall skrev på RacingPost.co.uk i januar 2003 om admiral Henry Rous, hvilket jeg her vil gengive på dansk. Let redigeret.

   Den største i væddeløbenes historie, betyder den største gennem mere end 3 århundreder. Ikke bare de seneste 5 minutter, derfor kan valget kun falde på en: Den mand der har betydet mest for udviklingen af den sport vi kender i dag, igennem integritet, drivkraft og styrket af formålet har det løftet ham op over alle andre i hans tid.

   Manden er Admiral Rous, administrator, handicapper og forfatter af den aldersvægt skala som, alene af energi og karakterfasthed, regerede væddeløb i mere end 2 årtier. Frem til hans død i 1877.

   Rous fulgte Sir Charles Bunbury og Lord George Bentinck, som den tredje og sidste diktator af Turfen. Han var den største. De var de dominerende medlemmer af the Jockey Club, i de formende år og de skabte institutionen og den praksis der blev model i alle lande, hvor sporten slog rod.

   Rous kun ejede få heste, denne aristokrat var Jockey Club medlem siden 1821, men så snart han trak sig tilbage fra flåden og politik, helligede han sig væddeløbssporten.

   Han skrev en bog, On The Laws and Practice of Horse Racing, som blev udgivet i 1850 og da Væddeløbs Reglementet blev ekstensivt revideret i 1858, var mange  af ændringerne hans idé.

   Rous bog indeholdt også den første detaljerede aldersvægt skala, som endnu med få ændringer bruges i dag. Uden den, kunne meningsfuld væddeløb mellem forskellige generationer ikke finde sted.

   Han blev udpeget som officiel handicapper i 1855, da han allerede var 60, og tjente som Jockey Club official fra 1858. Gennem konstant genvalg, var han dets hersker i næsten 20 år.

   Da Rous overtog magtens tøjler, havde Bentinck allerede trukket sporten op fra rendestenen. Den var dog stadig plettet af korruption. Rous hævede den til at blive respekteret.

   Hans altoverskyggende hensigt, var at udrydde uærlighed og hans store succes skyldtes hans forbløffende energi der gjorde det muligt for ham at tackle de mange emner der endte på hans skrivebord. I hans rolle som den ypperste autoritet i væddeløbsverdenen. Når noget skulle gøres, fik han det gjort.

   Som den største af alle handicappere, var han vidende om og opmærksom på alle de måder der blev brugt, selv de meget snu og sågar direkte svindel, for at få handicappet en hest mest fordelagtigt. Sjældent blev han snøret.

   Rous overværede de alle de større meetings, specielt i Newmarket, hvor han så løbene fra en plads i buskadset. Her ville han råbe til rytterne på heste der var kendt for deres ’uærlige’ indsats, for skræmme dem til at strække sig. For at bedømme hestes form, ville han ikke blot hold skarpt øje med dem i Paddocken, men også se, hvor hårdt de blæste, trak vejret, efter løb og så dem også arbejde på heden i Newmarket om morgenen.

   Meget af hans tid gik derfor med at tænke sig til en tæt finish, heri havde han succes specielt i 1857 udgaven af Cesarewitch løbet, da 3 heste løb dødt løb.

   Rous var snu, pragmatisk, frygtløs, åben, ligefrem, forretningsmand og en naturlig leder, men han var ikke perfekt. Han kunne være stædig i sin opposition til reformer, han var ofte autokratisk og  opfarende –men hans hjerte sad det rigtige sted.

   Denne gamle søulk opnåede universel respekt og affektion længe inden sin død, som 82 årig, stadig arbejdende.

   Ingen autoritet kan i dag udøve så megen magt som Rous, fordi der i dag er for mange fraktioner med modstridende interesser. Hans ord var lov og det gjorde ham i stand til at efterlade sit stempel på sporten.

   Det faktum at admiral Rous endnu er en legende mere end 100 år efter sin død, viser at han er i en klasse for sig.

 

Tony Morris skrev på RacingPost.co.uk i januar 2003 om jockeyen Fred Archer, hvilket jeg her vil gengive på dansk. Let redigeret.

   Lad os slå en ting fast fra begyndelsen. Ja, der har været mange store ejere, trænere, opdrættere og handicappere i væddeløbsverdenen. Ingen af dem fortjener dog hyldest, som den ultimativt største.

Væddeløb er i bund og grund spektakulær. Det visuelle konkurrence moment er, hvad der ophidser os og gør vore sport til hvad den er. Uanset de enestående talenter eller den betydning udøverne i kulissen har, spiller deres bidrag til at opretholde den tidløse tiltrækning af teatret ingen rolle.

Din stemme kan kun gå til en jockey, mennesket der deler rampelyset med hesten og som utvetydigt spiller en vital rolle i det spektakulære spil det er at vinde eller tabe et væddeløb.

Din stemme må gå til en jockey, som ikke bare var den, indiskutable, bedste i sin tid men alle tiders bedste. En man som alene ved hjælp af sit exceptionelle  talent, gennemvædede ærlighed og engagerede personlighed, løftede statusen på hans profession og på sin sport ved at etablere en rekord, som generationer af værdige efterfølgere aldrig er kommet tæt på at matche.
Tænk på det: 8.004 ridt 2.748 vindere: 34,33%

Fred Archer ankom som en splejset, 11 år gammel lærling til en dekadent scene af væddeløb i 1868. Nationens eneste organiserede sport med appel til masserne, var uorganiseret og ved at miste sin appel til masserne pga. historierne om skandaler og korruption.  Forbryderalbummet var stort, selv blandt Jockey Club medlemmerne.

Den uskyldige, som græd fordi han ikke kunne ride begge vinderne i et dødt løb, havde en anden karakter, en der var så tydeligt ivrig efter at vinde, at han inspirerede til tillid fra sine arbejdsgivere og hjalp med at genskabe offentlighedens tillid til sporten.

Fred Archer red sin første vinder som 13 årig, vandt Cesarewitch løbet som 15 årig og som 16 årig, i hans første sæson som udlært jockey, vandt han hvert fjerde løb. Vidunderbarnet udviklede sig lyn hurtigt til et fænomen, der mestrede alle facetterne indenfor hans metier, allieret med en taktisk bevidsthed, en dreven pacebedømmelse og en formidabel, utæmmelig, vilje til at vinde.

Champion, hvert år, fra 1874 – 1886, en periode i hvilken han vandt 21 klassikere, han satte rekord for antallet af vindere i 1875 og forbedrede den 6 gange, til slut lød rekorden 246 vindere i 1886. I både 1881 og 1884, vandt han i mere end 41% af sine ridt.

I en tid hvor væddeløb er hvad fodbold er i dag, var Archer Beckham, Nationens sports ikon, idoliseret af masserne. Selv om han manglede uddannelse, ude af stand til at skrive sit eget navn, fængede hans charme de socialt overlegne og hans overlegne talent skabte universel beundring.

Dette var en mand der i 1880, fik sønder revet sine muskler da han blev angrebet af en sindsforvirret hest den 1. maj, ignorerede umenneskelig smerte og medicinsk rådgivning ved at ride igen den 18. maj, vandt Prix du Jockey-Club med kort hoved den 23. og the Derby 3 dage senere, med et hoved. Efter Epsom, indrømmede han ikke at have været rask, genoptog brugen af en slynge til sin arm og tog 2 måneder fri for at komme sig.

I et liv, som lignede handlingen i en stor opera, rejste denne helt sig fra al ubemærkethed til anerkendt storhed, mistede sin kone i barselssengen, blev melankolsk men vedblev sin søgen efter perfektion i sin kunst under et drastisk vægt reducerende regime, der resulterede i det ultimative offer. Et selvmord, som blot 29 årig.

Ved hans død, som fik det Victorianske England i sorg, blev det sagt at spillerne havde mistet den bedste ven de nogensinde havde haft. De har ikke siden, haft en bedre ven.